På vej mod migselv

Aldrig før har det faktum, at et job er en vigtig bestandel af det billede andre har af dig, været mig mere smertefuld bevidst. Selv den 5 årige Pruttekonge er begyndt at spørge til min mangel på erhvevsaktivitet. 

Men det er pokkers svært at forklare en 5 årig, hvordan det er at være stresset.

Og en voksen for den sags skyld. 

Og tilstået - en gang i mellem orker man ikke forklare hen over sylte og karrysild, hvordan det er når hjernen er forstuvet. Når angst, manglende overblik, overaktiv hjerne og minus energi gør sit indtog. Hvordan det føles, når selv den simpleste aktivitet dræner en total. Hvordan det man før elskede, kan lægge en brak i flere dage efter.

Men jeg er på vej op. På vej frem. 

Med nærvær og nye leveregler: jeg skal nyde, før jeg kan yde. 

Men på vejen op står der en masse spørgsmålstegn i vejkanten og kræver min opmærksomhed. For hvem er det nu, jeg skal være? Hvem er jeg? Hvilke vaner er virkelig mig og hvilke er noget jeg har tillagt mig af nød? Og hvad er det jeg skal være? Nu hvor jeg ikke kan tåle at være lærer. 

Jeg har en drøm. Om at leve af det kreative. Om at være herre over egen tid. Om at skrive og om at skabe. Og jeg har lovet mig selv ikke at falde i tryghedsfælden og tage det sikre. Men at fortsætte turen hen af vejen mod mig selv. Også selvom jeg ikke har et klart billede af, hvor den ender. 

Der er ikke tale om at genskabe mig selv, men om at skrælle det væk, der ikke længere er mig. 

Men holy cow, hvor ville jeg gerne have et oversigtskort over vejen, så jeg vidste, hvad der venter om det næste hjørne.