Citylife

Nogle steder føler man sig mere hjemme end andre. Jeg har boet i Herning. Der følte jeg mig ikke hjemme. Det var ene banker, skobutikker og blæsevejr. Så har jeg boet i London. Der følte jeg mig i høj grad hjemme. Og så er der København. Jeg har aldrig boet der. Men falder til ro, når jeg kommer dertil. Elsker byens puls. København er for mig noget særligt.

Og rent faktisk ville jeg ønske, at jeg var der ligenu.

Fly mig lige bobleplasten

Jeg tror, at man som forældre har en kæmpe trang til at beskytte sine børn. Ved nogle er det mere udtalt end andre. Og så er der sådan nogen som mig, der , hvis jeg ikke holder mig selv i nakken, kan tage det til nye højder. 

Så når Europamesterskaberne i Hønemor render af stablen, så hit bare med sejrsskamlen. Jeg har takketalen klar.

Og i dag var der så yderligere godter til min indre hønemor. Pruttekongen og jeg var nemlig ved lægen.

Den 5 årige er nemlig begyndt at klage over smerter i benene. Og her var det så at mine jyske gener straks bød ind med en løsning inde i eget hoved: Det skal gåes væk! Det er bare vokseværk! Standartsvar på mangen en lidelse i min familie. "Det skal bare gåes væk!"

Det skulle det så ikke. Viste det sig. For Hr. Læge mener nemlig, at knægten måske lider af Calvé-Perthes. Og hvad hulen er så det. Tjoeh her er et lille uddrag for Netdoktor.dk

"..er et resultat af en nedsat blodgennemstrømning til en del af lårbenshovedet. Når blodgennemstrømningen bliver nedsat, dør en del af knoglen, og ledhovedet vil blive forandret. Faconen på ledhovedet ændrer sig, det bliver fladt og går i flere stykker, som stadig bliver holdt sammen af den omkringliggende ledbrusk. Man kan risikere, at ledhovedet bliver forskudt udad og opad i forhold til hofteskålen."

ARGH! ARGH!ARGH!ARGH!

Der er sgu da ingenting inde i min søn, der skal så meget som  tænke på at gå i flere stykker!!!

Hovedpersonen midt i al det her tager det med ophøjet ro. Han er så rockersej den knægt. Han er så vant til sygehuse og folk der slynger rundt med latin og inhalatorer. Han nyder bare sin fridag alene med sin Hønemor og den uvante ledige taletid, nu hvor Tingfinderen er i skole.

Så Mens han stiller spørgsmål som:

• Kan krager hugge bamser?
• Må man godt prutte på biblioteket?
• Hvor langt er der til Mallorca? Skal vi ikke snart afsted 
• Må man ha spillemaskiner med i skole? Jeg ønsker mig en DS'er. SuperAbe ønsker mig også en DS'er.

så går Pruttekongens Hønemor rundt og forsøger ikke at tude ned i hans hår, mens hun bamsekrammer ham for 120. gang. 

Art Cards

  
Jeg har ofte rodet mig ud i projekter, der involverede noget med 365 af et eller andet. Som for eksempel det kuldsejlede projekt med at fotodokumentere hver eneste dag. Eller projektet - ligeledes forlist - med at lave en visuel dagbog over hver eneste dag i året.

Om jeg er blevet klogere? Som om!!  Jeg har nemlig sat mig for at lave 365 Art Cards.

But why?!
Hvorfor ikke, kan man jo så svare.

Fordi postkortstørrelsen er overskuelig.
Fordi det har jeg ikke prøvet før.

Rammerne er frie. Kun størrelsen ligger fast.
Ellers er der ingen krav om medie, motiv eller tema.

Og jeg har dog lært lidt. For jeg har modereret kravet til mig selv. Jeg skal ikke lave et kort hver dag. Det opnår jeg aldrig. For nogle dage er det bare federe at glo TV med en unge i favnen, sy på et eller andet eller bare tænke store  (eller små) tanker.
Jeg skal bare ha' lavet 7 hver uge. Det går OK so far. Og vi er jo allerede ved den 17. Ta daaa!

Hvad jeg skal buge 365 kort til?!
No idea...

Follow my blog with Bloglovin

På vej mod migselv

Aldrig før har det faktum, at et job er en vigtig bestandel af det billede andre har af dig, været mig mere smertefuld bevidst. Selv den 5 årige Pruttekonge er begyndt at spørge til min mangel på erhvevsaktivitet. 

Men det er pokkers svært at forklare en 5 årig, hvordan det er at være stresset.

Og en voksen for den sags skyld. 

Og tilstået - en gang i mellem orker man ikke forklare hen over sylte og karrysild, hvordan det er når hjernen er forstuvet. Når angst, manglende overblik, overaktiv hjerne og minus energi gør sit indtog. Hvordan det føles, når selv den simpleste aktivitet dræner en total. Hvordan det man før elskede, kan lægge en brak i flere dage efter.

Men jeg er på vej op. På vej frem. 

Med nærvær og nye leveregler: jeg skal nyde, før jeg kan yde. 

Men på vejen op står der en masse spørgsmålstegn i vejkanten og kræver min opmærksomhed. For hvem er det nu, jeg skal være? Hvem er jeg? Hvilke vaner er virkelig mig og hvilke er noget jeg har tillagt mig af nød? Og hvad er det jeg skal være? Nu hvor jeg ikke kan tåle at være lærer. 

Jeg har en drøm. Om at leve af det kreative. Om at være herre over egen tid. Om at skrive og om at skabe. Og jeg har lovet mig selv ikke at falde i tryghedsfælden og tage det sikre. Men at fortsætte turen hen af vejen mod mig selv. Også selvom jeg ikke har et klart billede af, hvor den ender. 

Der er ikke tale om at genskabe mig selv, men om at skrælle det væk, der ikke længere er mig. 

Men holy cow, hvor ville jeg gerne have et oversigtskort over vejen, så jeg vidste, hvad der venter om det næste hjørne.

Sæt i gang

Verden uden for mine ruder ligner et idyllisk postkort. Pudderhvidt, frostklart og ja.... lad os nu være ærlige: pissekoldt! Og ja, sne pynter gevaldigt på haven, der ellers har lignet noget der har simret under låg meget, meget længe. Gråt, brunt og snasket. Men nu - Winter Wonderland for fulde gardiner.
Og det var så det pæne jeg kunne komme i tanke om. For jeg fryser! Meget. Som en lille hund. Og jeg tænker ikke så godt, når jeg fryser. Men jeg kan da huske, at jeg er ved at være pænt træt af at skovle tonsvis af hvidt fnuller væk fra indkørslen, våde skosnuder og sjap i gangen. Bare for at nævne lidt.

Selv Storen og Lillen er trætte af sneen og nægter pure at forlade huset, før bilen er startet og temperaturen i kabinen er over frysepunktet. Og de taler om rejser til Mallorca og sydens sol.

Og de har da ret. For hvorfor er det, at man er her, når nu der er Sol, Fest, Strand og Vand lige lidt længere nede?

Nårh ja. Det er jo fordi Januar kommer lige efter December, som altid har spenderbukserne på. Derfor er Januar lig med Mådehold, Spareiver og vinterkulde. 

Og nu altså også den måned jeg sparkede min blog i gang.